Nå okay, jamen så siger vi det.

Har været gennem lidt af en rutschebanetur den sidste uges tid. Hvorfor det?

Jo, for momse ligger pludselig på hospital med infektion og skrammel.

Så kommer der en yngre læge for nogle dage siden og fortæller at der er metastaser i bugen og ikke nok med det, men der er så livsforlængede kemo at komme efter og det er hvad der nemlig bare er. Bum.

(her følger så et døgns tid med gråd og tænders gnidsel og jeg kører derover og sammen får vi samme besked af samme doktor og mere sort-sind og ubærlige tanker og gråd og tændergnidsel)

Dagen efter ringer min mor så og siger at en anden læge er kommet og har sagt det slet ikke er sikkert det er kræft og der er ikke tale om nogen metastaser. Og ingen mere eller mindre akut overflytning til Roskilde Sygehus som ellers var planen dagen før. Og senere samme dag bliver denne besked genbekræftet af en tredje læge: Ingen kræft eller kræftlignende tilstande fundet.

Nå men det er da bare fint. Andet vi skal vide? Ellers er vi på mobilen.

Hilsen nogle, der er kørt over af en asfaltudlægger (med anhænger) inde i deres hoveder.

Anyway: 4-åringen er henført og moren glad i låget.

Så skete der alligevel et skred i den motoriserede evolution her på adressen:

Åhmen der er tilmed barnestol på! Total ekstravagance.

 

 

..... Men nu ved jeg ikke alligevel om vi er ovre i noget "et skridt frem og to tilbage". Skulle/skulle ikke have monteret støttehjul? Jeg mener, den lille dame kunne jo næsten stå på hovedet på sin løbecykel uden at vælte når hun buldrede afsted. Har jeg sat noget udvikling i stå så? Er jorden stoppet med at rotere? Får hun aldrig rokketænder? (....?? Hvorfor sagde jeg dét?) Skal jeg finde gåbilen frem igen og starte fra skratsjch? Tør hun nu ikke løbe i rundkreds længere? (med det ene formål at blive rundtosset. - Gid man var barn) Eller vælte ned fra sofaryglæn med vilje? (....det sagde jeg slet ikke) Eller lære at sjippe? (Og der er i forvejen pænt lang vej til succes...især når man  bruger tovet til at vikle rundt om halsen eller binde det fast om Daniels fødder istedet for at gøre noget ikke-halsbrækkende med det, det kunne f.eks. være: Hoppe hen over det mens man holder fast i de to lyserøde plastichåndtag. Jeg ved da ikke hvorfor jeg har pakket det ned i noget med hængelås på for tiden).

 

Nå. Vi må jo se hvor gangbesværet hun ender med at blive. Og ellers må vi opfinde "Støttehjule-træet". Aaaaaaaaa-ha-ha. En fredagsvits. Frit og kvit.

 

God weekend.

 

Ps: Tak til Annette O. for indkøb. Jeg mangler stadig dine kontooplysninger.



Hjælp! Tingene sker bare helt ukontrolleret....

Jaja.

Så vågner man op og konstaterer at drengen har spist en af sine tænder henover natten.

Havde sgu da ikke opdaget han havde en rokketand. Eller det vil sige jo. Det havde jeg. Fortænderne i overmunden sidder en lille smule løs (bilder jeg mig ind). Og fordi jeg glæder mig til synet af tandmuggen 6-ethalvtåring har jeg nævenyttigt været inde og pille hver anden dag for at se om ikke snart vi skal have hevet de to mælkedrenge ud.

Imellemtiden er Klaphatten her blevet overhalet indenom af gesjæftig pløk i undermunden, der lige smuttede sin vej i ly af mørket.

Man skal da heller aldrig tro man har styr på noget som helst og det næste bliver vel at lillesøsteren får en knallert af sin far mens jeg er ude og købe en fin lyserød pedalcykel med støttehjul.

Hilsen Sat-af-i-svinget-mor.

Hvilket rod? Ikke i MIN vindueskarm.

HOV! HOV HOV HOV HOV HOV!!

- Hvem i alle himles navne har lavet husets (eneste tidssvarende) prydvase om til dette lyserøde discount-item af en wannabe-legedims??????????????????????????????????????????

Og HVOR er Casa de Luxe-Kaehleren så flyttet hen om jeg (måske, måske ikke....) tør spørge?

 

PÅ PLADS! Blev der sagt.

 

 

 

 

Ahhhh, så har jeg atter fuld kontrol (over min tilkæmpede kvarte kvadratmeter).

 

 

 

 

..........Hvad?

Queen of Sidewalks

Nå.

Men Den Lille Selvkørende får nok aldrig sin første to-hjulede med pedaler.

Og det er ikke pga. hun ikke har smidt sutten endnu (det sker alligevel aldrig, om så man lokkede med alle denne verdens lyserøde items som belønning).

Næh, det er til gengæld fordi jeg ikke har lyst til at slippe for synet af hendes små tykke ben, der padler afsted i sindssyg fart foran mig på løbecykel med kursen lagt (mod børnehaven).

Man kan se den lille terrier i hende, der tror den er en stor farlig rottweiler. Med lyserøde plastictræsko på poterne. Nede i 30 centimeters højde, hvor der flugtes derudaf på mopeden.

Morgenen peaker bare på den Tour de Fortov. Og nej jeg kan ikke se det samme ske på pedalcykel. Så er hun jo bare blevet stor og hvad sjov har man ud af dét?

Så mistede man lige mælet henne i Brugsen

Åhr jeg er død 12 gange af hjertesmelt over min søn hver gang jeg er kommet til at tænke på noget der skete idag:

Tog ham med i Brugsen efter skolehent. Han elsker at traske afsted med en børnekundevogn mellem hylderne derhenne og foreslå ting vi skal have.....

Nå men vi var ikke nået længere end forbi grøntsagsjunglen og hen ved indgangen til resten af konsum-mekkaet da ungen standser brat op og stirrer ind i nakken på en temmelig polstret ældre herre der sad i en af de her:

Jeg tænkte: hvad nu? Bliver drengen bange eller hvad foregår der? Så triller manden stille og roligt afsted og Daniel går forsigtigt efter ham og følger ham rundt i hele (!) forretningen i samme afstand (ca. 2 meter) uden at lægge an til at vende om eller overhale eller kigge efter mig (!!?), der lusker med på sidelinien for at prøve at regne ud hvad min lille fyr har gang i.

Til slut når jeg op på siden af ham og skal til at sige noget med hvad vi mangler at putte i vognen, men så siger han bare "Per?" og hentyder til manden i køretøjet der nu er ved at forsvinde op til kassen.

Og så går der en prås op for mig.

For  ca. 3 år siden mistede vi en husven, der hed Per og havde rundet de 60 år, til kræft. Lynhurtigt gik det desværre. Han sad i sådan et køretøj fordi han havde fået det meste af det ene ben amputeret. Derudover kunne han godt lide en øl, skal vi sige det sådan? Derudover havde han en bred karseklippet nakke tilfælles med ham vi så idag. Derudover havde han den største svaghed for Daniel og Daniel blev ganske dus med ham.

Men altså 3 år siden. Fååårrrrk, det er godt husket af specialdrengen. Og så var det jo at han åbenbart nærede et svagt håb om at det var Per, der lige pludselig var dukket op og kørte der i Brugsen foran ham.

Jeg var så tæt på at få våde øjne midt blandt kunderne. Jamen I skulle have set den måde drengen helt betaget/opslugt/forsigtigt luskede efter manden i køretøjet rundt i butikken.

Phew, jeg er bare stadig så rørt, på den der ugradbøjelige hovedkulds mor-måde, over min søn.

Reddet af syntet-uld.

Danieldrengen er jo startet i sin specialskole her i byen. Den ligger lige ved siden af lillesøsters børnehave. Smart.

Men når jeg siger "lige ved siden af" så betyder det at Den Lille Selvkørende snart 4-åring fra sin legeplads kan glo lige ind i storebrors klasseværelse og - mindre heldigt - spotte moderen på lang afstand når hun prøver at luske fra bilen og hen til skolebygningens indgang (på den usynlige måde) for at hente knægten ved 12-tiden.

Og luske ud igen med dreng der hele vejen hen til bilen råber "FAAARVEEELL! MI SES IMÅÅÅRN! HA DET GOOOODT! FAAARVEEEEEL! HEJ-HEEEEEJ! ....HEN TIL BILEN! DAAAR VAR DEN! JAAAAAH!"

..........

Så hun har opdaget hvad der foregår. Ikke godt. På sigt.

Imorgen kan man derfor møde mig i denne forklædning når jeg går i afhentningsaktion:

Ja, jeg vil vække en smule opsigt. Men jeg er ret sikker på, Den Lille Selvkørende ikke vil være skide ulykkelig over at et får henter Daniel og ikke tager hende med hjem også.

Ha! Genialt. Nu skal jeg bare finde de fåreklæder.