Follow by Email

fredag den 16. august 2013

Så mistede man lige mælet henne i Brugsen

Åhr jeg er død 12 gange af hjertesmelt over min søn hver gang jeg er kommet til at tænke på noget der skete idag:

Tog ham med i Brugsen efter skolehent. Han elsker at traske afsted med en børnekundevogn mellem hylderne derhenne og foreslå ting vi skal have.....

Nå men vi var ikke nået længere end forbi grøntsagsjunglen og hen ved indgangen til resten af konsum-mekkaet da ungen standser brat op og stirrer ind i nakken på en temmelig polstret ældre herre der sad i en af de her:





Jeg tænkte: hvad nu? Bliver drengen bange eller hvad foregår der? Så triller manden stille og roligt afsted og Daniel går forsigtigt efter ham og følger ham rundt i hele (!) forretningen i samme afstand (ca. 2 meter) uden at lægge an til at vende om eller overhale eller kigge efter mig (!!?), der lusker med på sidelinien for at prøve at regne ud hvad min lille fyr har gang i.

Til slut når jeg op på siden af ham og skal til at sige noget med hvad vi mangler at putte i vognen, men så siger han bare "Per?" og hentyder til manden i køretøjet der nu er ved at forsvinde op til kassen.

Og så går der en prås op for mig.

For  ca. 3 år siden mistede vi en husven, der hed Per og havde rundet de 60 år, til kræft. Lynhurtigt gik det desværre. Han sad i sådan et køretøj fordi han havde fået det meste af det ene ben amputeret. Derudover kunne han godt lide en øl, skal vi sige det sådan? Derudover havde han en bred karseklippet nakke tilfælles med ham vi så idag. Derudover havde han den største svaghed for Daniel og Daniel blev ganske dus med ham.

Men altså 3 år siden. Fååårrrrk, det er godt husket af specialdrengen. Og så var det jo at han åbenbart nærede et svagt håb om at det var Per, der lige pludselig var dukket op og kørte der i Brugsen foran ham.

Jeg var så tæt på at få våde øjne midt blandt kunderne. Jamen I skulle have set den måde drengen helt betaget/opslugt/forsigtigt luskede efter manden i køretøjet rundt i butikken.

Phew, jeg er bare stadig så rørt, på den der ugradbøjelige hovedkulds mor-måde, over min søn.



2 kommentarer:

  1. Jeg blev meget berørt af din fortælling. Du har en fantastisk måde at beskrive på, jeg har læst tilbage i din blog( jeg er første gangs læser)Vh Lykke

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih tak for skrive-ros:) Jamen det var også en 100% rørende oplevelse. Jeg havde bare lyst til at vække den rigtige Per til live (hvad gør man ikke for sine børn....) så de lige kunne sige hej til hinanden;)

      Slet