Sagde jo der nok kom en del 2 en af dagene.........:
Så sad man dér i udrykningskøretøjet på klapsæde overfor båre/seng som drengen lå i mens han fes lidt ind og ud af febertåger og hold KÆFT hvor slog det mig at der skal virkelig virkelig meget sygdoms-shit til at få mig gjort mundlam/rådvild/paf i bøtten (og her glemmer vi lige at jeg i de chokerende par minutter, hvor feberkramperne havde magten over min dreng, måtte opgive at finde tasterne til 112 på min nye Touch Screen Mobiltelefon og låne venindens svigermors oldtimer-mobil istedet... cool mor-reaktion, NICHT?) efterhånden.
For det første plaprede jeg glad afsted om min drengs forløb/livshistorie overfor sagesløs, BIG TIME Trapped ambulancemand der sad hos os i "patient-kupéen" mens hans makker styrede mod sygehus omme i cockpittet. "Bla-bla" også kramper da han var et halvt år" "Bla-bla nu kan han gå selv" "Bla bla - aj hørte du det? Han sagde bum-bum da vi bumpede over vejbumpet lige før, haha nej hvor sødt, hans lillesøster er egentlig allerede blevet hans storesøster fordi bla-blaaaa-bla-bla. , vi kender børneafdelingen ud og ind - nå nu er vi her snart".
For det andet kunne jeg se på min dreng at han var ved at komme til sig selv. Og så var dén jo ikke længere. Vel?
For det tredie var jeg i det hele taget så rystende hardcore fattet og klar i pæren omkring hele denne her nye omgang sygehus-indlæggelses-cirkus at jeg da godt kunne være nervøs for om jeg var gået hen og blevet en kold skid sådan overnight??!
Men nej jeg tror sandelig bare jeg helt enkelt har bestået en slags mental handi-mor eksamen og kan klare lidt af hvert nu. Hej Kitler, her kommer jeg så med min feberslatne engle-unge - vi klarer da lige sådan en omgang latterlig feberkrampe (selvom vi ikke ved om det også var epilepsi eller om han nu igen ville gå ned med flaget i 10-14 dage og leve af drop-ernæring og blive svag i sin i forvejen ikke alt for muskelstærke krop. Derfor akut indlæggelse) og hvornår er der stuegang? Om Gud ved Hvornår? Nå men så stik mig dog i det mindste en panodil til hans feber så skrider vi hen i feberland og hygger så længe. Glad for vi måtte komme. .... Så min dreng, mor er lige her!
Jeg kan også mærke forvandlingen til Rolig Overbliks-Mor når yngsten får sine Melt-Down-Moments og er ude af Kemisk Kontrol sådan en rask times tid ud på eftermiddagen efter hun har valgt at lægge middagslurene på hylden...Oh yes. Jamen jeg kan ikke rives med selvom hun banker knolden ned i legekomfuret og forsøger at bide standerlampen midt over. Elsker hende bare helt stille og roligt. Sælsomt ikke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar