tirsdag den 6. december 2011

Tanker om den store

Min størstedreng er jo lidt speciel. Han er naturligvis mest af alt en gave og samtidig mit mest sårbare punkt og jeg ønsker bare at passe på ham og næstmest at forklare ham livets sammenhæng så han forstår hvad det er for en verden han færdes i.

Nu kan han tale - det tog han hul på kort før sin 4-års fødselsdag og jeg kan stadig ikke få armene ned over det.

Men der er HELE tiden tanker der kværner omkring ham: Får han nok ud af det her (fjernsynsprogram, duploklodser, højtlæsning, hoppetur i sengen, ferie, karbad, gåtur, sandkasseleg, hulebygning, sæbeboblepustning...)? Forstår han nok af det? Er der andet vi kan gøre? Skal jeg gentage det noget mere? Gøre det enklere? Sværere? Køre et tema hver dag/uge/måned hvori bondegårdsdyr indgår? Savner han noget?

Hvor skal jeg lægge kræfterne idag? Hvad når han bare er træt når han kommer fra børnehave? Bør han i det hele taget gå i børnehave (ja, Dorte din neurotiske nar) og er jeg for bekymret (sikkert...)? Styrer jeg hans hverdag for meget (sikkert...)? Kan jeg til sidst ikke se skoven for bare træer (lige præcis, din opkørte forældre-amøbe, for gæt hvad der sker når du glemmer hele handi-presset og bare er en mor der er glad for sin dreng - og for at kilde ham og kramme ham: Så trives I begge så det sejler ned ad væggene med nærvær!)?

Åhr altså det er bare ikke særlig lige ud ad landevejen - modsat samværet med lillesøster - hun skal stort set bare bremses ind imellem - eller til nød have vist tingene en halv gang så klarer hun resten og digter sin egen slutning!

Hvor med storebror er det sådan at man kan (stadig) ikke holde ham i en sammenhæng ret længe ad gangen før han falder ud af kontekst og det er det der er så pisse hamrende hårdt at have med at gøre og være vidne til! Han skal opmuntres, have tingene gentaget mange mange maaaannnggge gange, presses lidt hele tiden og have vist alting og hvad han kaan bruge den og den ting til og var det ikke en række vrøvlegentagelser jeg havde gang i nu? - Jeg har åbenbart taget faglig skade af at hjemmetræne min dreng, harharhar.

Og til omgivelserne: HOLD NU K-Æ-F-T med at sige "sæt dig nu ned Dorte"!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar