tirsdag den 19. juni 2012

Sidste nyt fra Rodekassen....

Jamen jeg har haft børn om benene ca. hele tiden hver dag i en uges tid nu og hvad har det gjort for graden af ryddelighed på adressen? Ikke noget konstruktivt skal jeg da hilse og sige. KÆFT her roder.

Her roder så meget at man skulle tro at huset udelukkende var beboet af børn.

Her roder så meget at man kan sammenligne det at begynde at rydde op med at skulle til at sætte alle bladene tilbage på træerne i Rold Skov. Sådan hvad overskuelighed angår.

Her roder så meget at man kunne overveje at tilføre sceneriet et vrag af en campingvogn ude i forhaven samt 14 katte og 6 små hunde af ubestemmelig herkomst inde i huset, så ville man have kulisserne til en af de der (godt nok mest amerikanske) typer TV-serier hvor man tager hjem og hilser på mennesker der fejler noget sært. Og deres børn. Der så også "lever under disse forhold". Og som af og til kommer ind i kameraets søgelys i underbukser og bar mave og med mad og snavs smurt ud i hele krydderen.

Her roder så meget at man tager de der lange og skæve skridt udenom og henover.

Her roder så meget at selv nullermænnerne ikke kan finde noget sted at være og nu er stimlet sammen i et hjørne ude i gangen hvor de venter på at tage flugten gennem hoveddøren næste gang nogen åbner den.

Her roder så meget at bunden i badekarret er blevet til en drøm af et friareal med plads så langt øjet rækker...

Og endelig roder her så meget at man ligeså godt bare kan købe nyt af det hele for man finder alligevel ikke en skid det næste stykke tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar