Follow by Email

torsdag den 4. oktober 2012

Bandeord - Guds gave til de bramfri

Jeg har gået og tænkt over noget:

Bandeord.

Og hvor meget man egtl. bør bruge dem. Sådan i flæng og hele tiden. Ligesom jeg måske har en svag tendens til. Ihvertfald her på bloggen. Måske man skulle prøve 7 dage uden et eneste kraft-ord?

Ja det prøver vi. Sgu da ikke nu. Men fra imorgen..... Det bliver dælme nogle lange dage med blodfattige beskrivelser af hverdagen.

Jeg har vist altid haft lidt for nemt ved at fyre eder af. Kan ihvertfald huske engang i 6. klasse hvor vi havde skrevet stil og min klasselærer godt lige ville sige et par ord - sådan generelt og ud i luften til os alle i lokalet (=  møntet direkt på mig): At det ikke er smart at bruge "sgu" og helvede" i hveranden sætning i en stil om søskendeforhold. Eller i en hvilkensomhelst stil faktisk.

Jamen what?

Til gengæld fik jeg engang 13 i en skriftlig danskopgave  i min gymnasietid. Der skulle vi så også angribe et kærlighedsdigt fra 1700-grønhvidkål.   ....Måske liiiige lovlig malplaceret at bruge ord som "fandengalemig" i dén analyse. - Må jeg vel have tænkt.

Men er det ikke rigtigt at det bare er befriende at sige sgu og fanden og for helvede da også? Eller er det bare mig, der har en brist så stor at jeg burde fy skamme mig? Jeg synes immervæk bandeord er sjove. Brugt i harmløse sammenhænge naturligvis. Ikke i konflikter. Ikke overfor børn. Og slet ikke i arbejdssammenhæng (ihvertfald hvis man har med f.eks. skriftlig kundekorrespondance at gøre... Det har jeg haft. Og jeg sværger sgu da på at jeg aldrig brugte en eneste ed!).

Men i harmløse sammenhænge. Når man fortæller om noget sjovt man har oplevet. Eller om noget frustrerende. Så længe fy-ordene ikke er rettet mod nogen i ramme alvor. Så er bandeord da en herlig ting! Det vil jeg fortsat påstå - mens jeg skriver lamme bandeords-manglende indlæg de kommende dage....

Hav en skide hamrende røv-god aften!!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar